Politiken, lørdag 3. januar, 2009 (online på politiken.dk 7. januar, 2009)
Opgør med den gråhårede kunst
Årbogen ’Ny Dansk Kunst 2008’ er et forfriskende oprør med alle ældre institutioner i kunstlivet. Den er så god, at den selv bør ende som en institution.
Ny Dansk Kunst 2008/New Danish Art 2008. Chefredaktør: Torben Zenth. Medredaktører: Marie Kirkegaard og Louise Steiwer. 578 sider, ill. 350 kroner. Kopenhagen Publishing 2008. Kan købes i Wonderland Art Space, Galleri Bo Bjerggaard og andre velassorterede in-steder.
Når et år slutter, er det god skik at gøre status over alt det, som er værd at tage med sig ind i det år, der kommer.
Og til ’alt det’ hører også alle de kunstbegivenheder, som fortjener at blive fastholdt på et mere stabilt materiale end let gulnet avispapir.
’Dansk Kunst’ sparet væk tidligere var det årbogen ’Dansk Kunst’, der varetog denne kritisk sonderende opgave, først for Forlaget Palle Fogtdal, så for Egmont og til sidst for Gyldendal, hvor opholdet dog blev kortvarigt.
’Dansk Kunst’ har nu fået samme skæbne som megen af den kunstdækning, der i bedre tider udfoldede sig også i den bedste del af provinspressen og på frokostavisers kultursider. Den er sparet væk i effektiviseringens navn.
Det er blevet vanskeligere at se sig tilbage, måske fordi det for flere og flere er blevet så påtrængende at se frem. Eller følge med i, hvad der sker lige her og nu – og helst over det hele.
I den regelmæssige overflyvning af området: dansk samtidskunst er webstedet kopenhagen.dk godt i gang med at betjene alle de passagerer, som nu må klare sig selv. Servicen er i top, priserne i bund, for sitet er gratis, og rejsen er stimulerende og informerende i nogenlunde lige omfang.
Desuden møder man en masse nye mennesker, for den sociale friktion er karakteristisk for vor tids kunstliv, idet den bringer ligesindede og/eller jævnaldrende sammen om fælles interesser og aktuelle begivenheder.
Så mellem alle de korte nyheder og ganske omfattende interview, som sitet rummer, vrimler det også med billeder af kendte og mindre kendte ferniseringsgæster.
Hvem sagde, at en kunstportal ikke kunne fusionere med et elektronisk billedblad?
Nu har kopenhagen.dk også taget udvalgte striber af ferniseringsbilleder med over i tredje nye årbog, men placeret dem allerbagest – efter mere end 570 sider om og med det meste af det, man kan ønske sig, forudsat man vil følge med i det mest livlige kunstliv.
Uanset hvor mange fordele, fristelser og informationer internettet rummer, har bogværket og det glittede papir stadig en attraktionsværdi, som cyberspace savner og måske aldrig får.
Illustrationerne er både store, flotte og desuden talrige. Kim Lykke har lavet en levende layout, Michael Jensen står for flot design og cover.
Formidlingen er menneskevenlig, og sætninger som »Vi betragter en diskursiv omgang med kunst som essentiel i skærpelsen af den kunstneriske praksis« er der ikke så mange af, at bogen på nogen måde kan indleveres til forsvar for den filosofiske doktorgrad.
Ligesom med den gamle ’Dansk Kunst’ (som havde Torben Weirup som redaktør) kan man i ’Ny Dansk Kunst’ (som har en ny Torben, nemlig Torben Zenth ved roret) i sit eget tempo bevæge sig gennem udstillingssæsonens udvalgte højdepunkter, uden at slide på hverken fodtøj, cykeldæk eller klippekort.
Men her holder så også alle ligheder op. For den nye bog er mere selektiv end den gamle. Dernæst er den klart mere interesseret i de unge og yngre i branchen, og endelig er alle bidrag på to sprog (og det andet sprog er naturligt engelsk, til trods for at sitet ikke hedder copenhagen.dk).
Samtidskunsten har favoritværdigheden, ikke kunsthistorien. Det betyder, at Louisiana er omtalt for udstillingerne med Tal R og Candice Breitz, ikke for den store med Cézanne og Giacometti. På Arken er det tyskeren Andreas Golder, der nævnes, ikke Skagensmalerne.
På Statens Museum for Kunst er Melchior Lorck fra 1500-tallet forsvundet i stilhed. For det, der prioriteres, er Søren Martinsens ’Country Song’ i X-rummet, og så Dejkrigeren alias Søren Dahlgaard og hans portrætter af frivillige, hvis ansigter ved den lejlighed er blevet gemt under et tykt lag dej!
Per Kirkeby er formentlig den eneste halvgamle dreng (på over de halvtreds), der er sluppet over den redaktionelle spærregrænse, med udstillingen på Louisiana.
Det princip – eller den regel – giver denne bog al den ungdomsappeal, man kan ønske sig. Det er et farvel til kunstnere med gråt hår og tyndt hår og vigende tindinger. Alt hvad der kan klassificeres som traditioner og pligtstof, er også luget væk.
Og sammenslutningerne? Glem dem.
Ud over de særligt udvalgte og fremhævede udstillinger, som der er ofret meget redaktionel plads på og desuden adskillige billeder, er der også andre afsnit, der tager pulsen på nuet, bl.a. et om den skov af kunstpublikationer, som avisanmeldere almindeligvis glemmer at nævne og derfor at holde liv i.
Desuden er der portrætter af de nye kunstnere og så noget, som kaldes profiler. Profilerne er eksempelvis: Olafur Eliasson, Jeppe Hein, Kirstine Roepstorff, Ferdinand Ahm Krag, Tove Storch, Christian Vind, Half Machine, Emil Westman Hertz og Goodiepal.
Kritiske synspunkter er der også blevet plads til. Og som rosinen i pølseenden får man to forskellige portrætter af to meget forskellige aktører i kunstlivet: kunstanmelderen og kuratoren Tore Lykkeberg og advokaten Leif Djurhuus, som er en af de kunstsamlere, hvis engagement i den unge kunst virkelig gør en forskel i miljøet.
Et særligt kapitel er viet kunsten i det offentlige rum, og her ser redaktionen med et tidstypisk blik stort på, om dette rum befinder sig i eller uden for Danmark.
Elmgreen & Dragsets mindesmærke for homoseksuelle, der blev forfulgt under nazismen (’Denkmal für die im Nationalsozialismus verfolgten Homosexuellen’) findes i Berlins Tiergarten. For det er et karakteristikum for samtidskunsten, at den ikke længere er specielt national. Den bevæger sig for at overskride grænser og er lige meget samtidig alle steder.
Men også grænserne mellem det offentlige rum og udstillingsrummet er under afvikling, i det mindste i Guldbergsgade 41.
Her ligger Momentan, et nonprofit udstillingssted, som kun kan ses fra gaden og kun i de lange vinteraftener, men hvor man så til gengæld kan opleve noget, som man sjældent oplever i de kommercielle gallerier: social kunst, trash art, videokunst o.l. Andre omtalte gallerier har ikke engang nogen butik. Irma Mørch Gallery er et såkaldt offspace galleri, dvs. der er slet ikke noget ’space’.
Det er kontroversielle initiativer, som først har fået rigtig synlighed gennem den usnobbede opsøgende virksomhed, som kopenhagen.dk står for.
Derved bliver ’Ny Dansk Kunstbog’ en korrektion til nedarvede konventioner og forstokkede prioriteringer. Kun med denne bog som guide kan man få et kendskab til arsenaler af aktiviteter og profiler inden for emnet: den nyeste dansk kunst.
Anbefales hermed til anskaffelse i alle hjem, der har lidt interesse for en varm sag!
|
